onsdag den 29. august 2012

Spindoktor afviser setup

Jan Kjærgaard, journalist på Ekstra Bladet, fortalte i går i skattesagskommissionen, at han og Peter Arnfeldt aftalte et setup, der skulle kulminere under afslutningsdebatten i Folketinget og teste Helle Thorning-Schmidts vilje til at betale mere i skat.

Men Peter Arnfeldt afviste i dag, da han blev afhørt i skattesagskommissionen, at han havde aftalt med journalisten, at samarbejdet skulle kulminere under afslutningsdebatten, hvor Helle Thorning-Schmidt sagde, at hun godt kunne betale mere i skat. Efter debatten gjorde Jan Kjærgaard hende opmærksom på, at Skatteministeriet havde oprettet en særlig konto, hvor man kunne betale mere i skat, end man skal, men Thorning sagde, at det ville hun ikke.

Ministeren var orienteret
Peter Arnfeldt forklarede i lighed med Jan Kjærgaard, at han havde henvendt sig til journalisten for at få solgt en historie om, at ministeriet ville oprette en konto til indbetaling af frivillig skat. Det var en borger, der havde foreslået Troels Lund Poulsen at oprette den, og ministeren syntes, det var en god idé, sagde Peter Arnfeldt.

Spindoktoren og journalisten var i kontakt den 23. maj 2010, men Skatteministeriet offentliggjorde først en pressemeddelelse om oprettelse af kontoen den 2. juni – samme dag som afslutningsdebatten i Folketinget.

Den timing afviste Peter Arnfeldt at have haft nogen som helst indflydelse på. Det var, sagde han, Jan Kjærgaard, der først ville skrive historien på det tidspunkt, fordi der ikke var plads i avisen før.

”Han havde bedt os holde på historien, og vi ønskede, at den blev eksponeret,” sagde Peter Arnfeldt og bekræftede, at Troels Lund Poulsen var orienteret om, at historien var ”solgt” til Ekstra Bladet.

”Det var ikke nogen stor historie, men den passede med Ekstra Bladet og Jan Kjærgaards niveau,” sagde Peter Arnfeldt.

Under afslutningsdebatten stillede Venstremanden Jacob Jensen et spørgsmål til Helle Thorning-Schmidt, om hun gerne ville betale mere i skat. Svaret var ja.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar