torsdag den 12. juli 2012

Pearl Jam fik Forum til at koge

Sådan lød konklusionen fra Eddie Vedder selv, efter han på klingende dansk først havde sagt pænt godaften og derefter foreslået, at Pearl Jam og publikum i fællesskab fejrede, at bandet atter var i Danmark, samt at dette var sidste stop på bandets turné.

Men Pearl Jam-forsangerens danske var faktisk glimrende, og det samme var den to et halvt time lange koncert, som det efterhånden legendariske rockband leverede onsdag aften i Forum.

- Pearl Jam har i aften leveret en rockoplevelse af en anden verden, og det er vitterligt ikke mange bands, der matcher Seattle-drengenes indlevelse og engagement, skriver Michael Jose Gonzalez i sin anmeldelse og giver koncerten topkarakter med seks stjerner i Gaffa.

Brilliante numre
Soundvenue giver fem ud af seks stjerner, og anmelder Mads Hendrich var især glad for de mere rockede numre.

- (Det var i) den skælvende "Cordoroy" og det manisk fræsende bidrag til Singles-soundtracket, "State of Love and Trust", at gruppen for alvor brillerede, skriver han.

- Her blev det slået fast med syvtommersøm, at Pearl Jam fortsat er a force to be reckoned with på rockscenen, lyder konklusionen.

Thomas Treo: Unødvendige numre
Lidt mindre begejstring er at spore hos Ekstra Bladets Thomas Treo, der giver bandet fire ud af seks.

Især koncertens længde på to timer og 35 minutter generede anmelderen.

- Det var både længe og for længe, skriver han.

Nogle af sangene var unødvendige, mener Thomas Treo, som "tomgangsprægede "Cropduster", "Glorified G" og "Unthought Known"."

Fantastisk atmosfære
- Hvorimod der er anderledes snert i repertoiret live, og "Do the Evolution" bed fra sig med en tænderskærende solo af Stone Gossard, skriver han.

Overordnet roser anmelderen atmosfæren blandt publikum og entusiasmen på scenen.

- Dedikationen både på og foran scenen var vitterligt imponerende, lyder dommen fra Thomas Treo.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar