Du kender det sikkert godt:
Du ligger og doven-daser ved stranden på en eksotisk ferieø. Hænderne er fedtet ind i solcreme og olie fra fritterne - og så lyder det velkendte SMS-bip.
Har du lyst til at taste dit svar ind på den fine, blanke touch-skærm?
Næppe.
Eller hvad med situationen, hvor du med den ene hånd forsøger at klare madlavningen, mens du med den anden skal svare hurtigt på et mail-spørgsmål fra din chef.
Unægteligt noget nemmere med et godt gammeldags tastatur end med en fancy touch-skærm, der ingen fysisk feedback giver og dermed kræver din fulde opmærksomhed under indtastningen.
Hvor er tasterne blevet af?
Det er slet ikke så længe siden, at de fleste mobiltelefoner havde et fysisk tastatur. I dag er det nærmest umuligt at opstøve den slags, hvis man er på udkig efter en ny smartphone.
Det skyldes ikke bare, at touch er hot, men også, at styresystemerne i dag er udviklet med udgangspunkt i, at navigationen skal ske på touch-skærme - ikke med fysiske knapper.
Du skal swype, multitouche og tappe, lyder det i reklamerne. Men hvis man bare gerne vil taste, er man bare sooo yesterday.
Tastatur-kampen er dog ikke helt tabt. En sjælden gang imellem dukker der mobile produkter op, der tilbyder netop denne funktionalitet frem for så mange andre.
Inden for tablets er det for tiden interessant at iagttage, at Microsofts kommende Surface kommer med et fysisk tastatur, ligesom det er ret imponerende, så stort et udvalg af fysiske tastaturer, der findes til Apples iPad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar